søndag den 11. september 2016

Live - et nyt spil i Quizlet


Så er jeg tilbage med nyt på bloggen - jeg forbigår i tavshed, at det er næsten et år siden, jeg har skrevet! Nu er jeg her igen, og jeg vil gerne fortælle om Quizlet Live. Kender du ikke Quizlet, så kan du læse om den meget brugbare side til glosetræning HERQuizlet er et af mine yndlingsværktøjer i undervisningen, og det er min fornemmelse, at det også gælder for eleverne. 

Quizlet Live er som Scatter og Gravity endnu et spil, som kan generes ud fra en af dine gloselister i Quizlet. I Live-versionen kæmper eleverne gruppevis mod hinanden. En undervisnings-sektion med Quizlet Live tager gerne omkring 20 min. alt i alt, hvis du som jeg lader eleverne spille det tre gange efter hinanden. De plejer at blive testet i 12 af gloserne, selvom sættet skulle bestå af flere.

Quizlets egen vejledning til brugen af Live-funktionen kan du se HER. Nedenfor kan du læse min trin for trin vejledning.

1) Eleverne skal gå ind på siden quizlet.live og vente.
Quizlet.live's startside
2) På din computer går du nu ind på det sæt gloser, som eleverne skal konkurrere i. Her klikker du på Live-ikonet øverst til højre, og på den nye side, der nu dukker op, klikker du på ”create game”-ikonet (også øverst til højre). Din computer skal være sluttet til et smartboard eller et andet stort lærred, så eleverne kan se med.
Live-ikonet ses til højre (blåt ikon)
3) På skærmen står nu en kode, som hver elev skal bruge som log-in til spillet, som du har oprettet. Efterhånden som eleverne logger ind, kommer deres navne til syne på en liste til højre på skærmen. Hvis en elev har valgt et upassende brugernavn, kan man nemt slette det ved blot at klikke på deres navn, og de må så logge ind på ny.
Koden, som kommer til syne, skal eleverne bruge som log-in.
4) Når alle elevers navne er at se på listen, trykker du på ”create game with … students” (her fremgår i øvrigt antallet af spillere, så du hurtigt kan se, om alle elever er med). På den side, der nu kommer frem, er eleverne blevet delt ind i grupper. Hver gruppe har fået navn efter et dyr. Før spillet for alvor begynder, så bed eleverne sætte sig sammen med dem, som de er kommet i gruppe med, for det kan være fordelagtigt for dem at kunne hjælpe deres partnere under spillet.
På elevens skærm vises, hvem de er i gruppe med.
5) Nu starter du spillet (klik på ”start game”). På hver elevs skærm dukker et af gloserne fra din Quizlet op og dertil forskellige svarmuligheder. I hver gruppe har kun én af eleverne det rigtige svar stående, og det gælder selvfølgelig om, at dette gruppemedlem hurtigst muligt klikker på det. Hvis en i gruppen klikker på en forkert svarmulighed, starter de automatisk forfra, og de skal så skynde sig at indhente de andre.
Sådan ser det ud på elev-skærmen, når spillet er i gang.
Mens eleverne spiller, kan man på klassens store skærm se, hvordan grupperne ligger i forhold til hinanden. Når en gruppe er nået i mål, dukker deres navne op på skærmen, hvor de gratuleres med deres sejr. Her kan du vælge at starte et nyt spil med de samme grupper. Som tidligere nævnt, lader jeg gerne eleverne spille tre gange i streg.

God fornøjelse!

Her kan man se, hvor langt hver gruppe er. Strudsene fører!
Øverst til højre i billedet er koden til spillet, så en elev, der er røget af spillet, kan logge på igen.

Ingen kommentarer: